Amning / MME

Den første kost til spædbarnet


Det er kun dig, der kan afgøre, om du vil amme eller give flaske. Det er din krop og dit barn. Ingen har ret til at presse dig til det ene eller det andet, eller bebrejde dig din beslutning.

Brystmælk er fysiologisk det bedste for spædbørn, fordi det er den mælk, der fra naturens side er beregnet til dem. Den tilpasser sig ligefrem under amningen – så barnet først får en forholdsvis ”tynd” mælk, som slukker tørsten og tilfredsstiller suttebehovet, og derefter en federe og mere mættende mælk.

Men modermælkserstatninger er meget nær ved at være lige så gode.

Amning bringer jer så tæt sammen, som mor og barn kan komme, men du kan også skabe en tæt, varm fysisk kontakt, når du giver flaske. Så lad vær med at lytte til bedrevidende argumenter.

Det vigtigste må være at dit barn spiser, vokser og trives.

At få mælkeproduktionen tilpasset dit barns behov kan være tidskrævende og trættende, og da stress og træthed kan hæmme mælkedannelsen, er det vigtigt at du får slappet af og hviler dig, specielt i den første tid.

Vil du kombinere brystmælk og MME er det vigtigt at du starter med amningen, da mælkeproduktionen kun holdes i gang hvis barnet sutter regelmæssigt.

Det du spiser og drikker påvirker også din amning, og smagen af din mælk. Spiser du f.eks. meget krydret mad, kan dit barn smage kryderierne i mælken. Og drikker du meget kaffe, cola eller andre koffeinholdige drikke videregiver du koffeinen til dit barn via din mælk.

Men det er ikke kun mad og drikke som du videregiver, det er også vitaminer, mineraler og bakterier.

Brystet - anatomi


Moderkagen hæmmer produktionen af prolaktin (det mælkeproducerende hormon).

I slutningen af graviditeten er moderkagen ved at have aftjent sin værnepligt, og prolaktin produktionen begynder at tage styringen.


De første amninger, fremskyder din livmoders tilbagevenden til det normale.

Det er hormonet oxytocin, der  får muskelfibrene omkring mælkekirtlerne til at trække sig sammen, så mælken fra kirtlerne tvinges ud i mælkekanalerne. Oxytocin får også livmodermusklerne til at trække sig sammen, og nogle kvinder føler sammentrækningerne som lette mavepineagtige smerter. Efter et par dage kan man ikke mærke dem længere.


Mælken produceres i kirtler der ligger rundt omkring i brystvævet. Mælkekirtlerne består af disse klaselignende blærer, som udtømmer mælken i smalle udførselsgange. Disse forenes til de 15-20 relative brede gange, som sammen udmunder på hver sin brystvorte. Mælken bliver i de små aflange rum, der ligger bag det brune område, indtil barnet ved at sutte og presse gummerne sammen om det brune område får mælken til at sprøjte ud gennem brystvortens åbning. Samtidig suger barnets sutten mere mælk ned gennem mælkegangene og sætter tømningsrefleksen i gang.

Mælken indeholder


Mens barnet stimulerer mælkedannelsen, vil han få colostrum   (den fede råmælk), som er det første, brystet producerer.

Colostrum giver barnet vand og sukker, proteiner, mineraler og vigtige antistoffer.

Antistofferne vil holde ham sund og rask, mens han opbygger sit eget immunforsvar.

Modermælkserstatning


Er valget faldet på MME, har man mulighed for at vælge forskellige produkter.


MME er baseret på komælk, men forarbejdet i større eller mindre grad, så denne kunstige modermælk kommer så tæt på brystmælk som muligt. De skal godkendes af sundhedsstyrelsen og udgøre en fuldstændig dækkende næring i de første levemåneder, uden at kræve anden tilsætning end kogt vand.


Der findes produkter der er udviklet til børn som formentligt har allergi, da deres forældre er allergiker / har fødevare intolerancer.


Der findes også MME hvor der er tilsat mælkesyrebakterier. Man vil aldrig kunne producere en MME med lige præcis den bakteriestamme sammensætning som dit barn er født med. Da bakterierstamme sammensætningen er så unikke som vores fingeraftryk. Men en MME med en generel mælkesyrebakterie sammensætning er trods alt bedre end ingen mælkesyre.

Introduktion til amning


De første par dage spiser barnet ikke så meget – det at tage næring til sig, er noget man skal lære.

Barnet ved ikke hvorfor det føler ubehag eller græder, det ved ikke at sutte = mad = velbehag. Det skal læres. Nogle lærer det hurtigere end andre. Men du skal blot huske på at alle spædbørn er født med en sutterefleks. Det er blot et spørgsmål om at få den aktiveret, så de kan koble sutte med mad og velbehag



Ammeteknikker


Sådan vækkes sutterefleksen:

Et sultent barn vil dreje hovedet hen imod en blid berøring af dets kind. Så hvis du holder barnet i din bøjede venstre arm og er klar til at amme hende ved højre bryst eller give hende en flaske som du holder i højre hånd, så vil barnet dreje hovedet ind mod dig, hvis du stryger hendes højre kind eller lader dit bryst røre den.

Når barnet drejer hovedet spidser hun læberne. Begge disse bevægelser er reaktioner på din berøring af kinden, men umiddelbart herefter er barnet til endnu et signal: de spidsede læber skal berøres af brystvorten, en sut, en finger eller noget andet der kan suttes på.

Lige så snart barnet mærker det, suger hun sig fast og begynder at sutte. Det lyder meget enkelt og det er det også. Men det er også let at komme til at give modsigende signaler, ved for eksempel at røre begge kinder, giver signalerne i forkert rækkefølge ved at røre læberne først, eller forstyrre programmet ved ikke at være klar med brystvorte eller sut til den spidsede mund.

Det er frem for alt let at være for aktiv. Man kan ikke tvinge barnet til at sutte. Lad hende forstå, at du er parat og overlad resten til hende.

Hvis barnets suttereflekser respekteres og udnyttes lige fra starten, lærer hun hurtigt lektien: Sutte = mælk = velbefindende. Men barnet lærer lettere og bliver hurtigere begejstret for måltiderne, hvis de foregår fredeligt og afslappet.


Naturlige hjælpemidler


Den første tid som nybagt mor er hård. Og når amningen så heller ikke helt vil fungere fra første dag, kan det godt blive endnu sværer. Men fat mod. Hvis du virkelig gerne vil have din amning til at fungere, findes der nogle forskellige hjælpemidler.


Det første - og nok sværeste råd at efterleve - er: "Ro på, og slip kontrollen" Så længe du er stresset, er din krop i fight or flight mode, og den har slet ikke overskud til at producere mælk. Du bliver nød til at få ro i kroppen og hovedet, ellers slapper din krop ikke af, og mælken forbliver væk.

 

Du kan tage et varmt bad, hvor du massere dit bryst.


En ammete kan også være et godt hjælpemiddel. Der findes forskellige ammeteer i butikkerne, så der skulle være mulighed for, at du kan finde en som falder i din smag.

Hvor længe skal barnet ammes / have MME


Dit barn kommer til at vokse meget i løbet af det første år - det tredobler sin vægt og vokser ca. 25 cm i længden.

For at barnet kan vokse og fungere bedst muligt, har det brug for energi og andre næringsstoffer fra maden.

Nogle børn er klart til at begynde at spise mad, når de er 4-5 måneder, Andre kan vente, til de er 6 måneder.


Dit barn skal være over 4 måneder, når det begynder at få anden mad end mælk. Det skyldes primært, at mave-tarmsystemet skal være klar til at fordøje maden.

Overgangsperioden starter, når barnet begynder at få grød og mos, og slutter, når det spiser med af familiens mad.


Når dit barn er parat til at spise, viser hun følgende tegn:

1.Hun kan holde sit hoved og er nysgerrig efter maden og åbner munden for skeen

2. Hun sidder med støtte og begynder at læne sig fremad i den høje stol

3. Hun kan begynde at tage maden fra bordet med hænderne og forsøge at putte den i munden

4. Hun kan vise at hun er mæt, ved f.eks. at dreje hovedet væk



Copyright @ All Rights Reserved